SLOG DU ET SØM I VÆGGEN HOS KÆRESTEN – VENNETJENESTE OG SORT ARBEJDE

Håndværkerne må ikke

I jagten på skattekroner har samfundet gennem mange år beskattet fritidsaktiviteter, når de blev udført af håndværkere. Hvis man som tømrer lagde et tag for naboen eller byggede fritidshus for kæresten eller børnene, så var man i princippet skattepligtig af en værdi svarende til arbejdsindsatsen. Tilsvarende har købmanden også måttet betale for et vist egetforbrug af varer fra sin butik - en omsætning der så blev skattepligtig.

Retfærdighedssansen er vanskelig at dysse hen
Det forlyder nu at man vil skærpe disse regler – dvs. på politikersprog hedder det ”at tydeliggøre”. Men basalt set handler det om at mindske den private sfære for udveksling af tjenester med henblik på at kunne værdisætte og beskatte disse tjenester. Problemet er bare, at det kræver en betydelig kontrol at sikre at alle går i nettet. Og jo mere urimelig og påtrængende reguleringen føles i befolkningen jo større kontrolforanstaltninger skal der iværksættes. Det skal de, fordi folk vil gøre hvad de kan for at komme uden om det de opfatter som noget de selv burde være herre over – og som samfundet ikke skal blande sig i.

Husk at rydde op – måske kigger skat lige ind
Det er formentlig derfor, at det forslag man sysler med, skal give myndigheder adgang til at gå ind på folks private områder uden nogen form for dommerkendelse. Denne adgang skal de have alene baseret på at man (skattevæsenet) måtte mene, at der i en given situation foregår en aktivitet som muligvis er erhvervsmæssig. Det er med rette kaldet et indgreb som ligger meget tæt på en menneskerettighedskrænkelse – hvis ikke for tæt.

Den årlige frihedsdag – lad os så hellere være helt fri
Det er et lærestykke i praktisk politik. På grundlovsdagen fejrer vi vor frie demokratiske forfatning, vi fejrer glæden ved at leve i et frit land og politikere holder taler om vor frihed. De resterende 364 dage arbejder de samme politikere så på at opsætte kontroller og overvågning af befolkningen for at sikre effektiviteten i de frihedsindgreb man beslutter politisk. Man kunne overveje en fælles beslutning om, at Grundlovsdagen er den dag den danske befolkning fejrer den frie forfatning og netop den dag skal alle politikere vise deres respekt og holde deres mund. Ingen nævnt og ingen glemt.

Læreren må gerne
Men det er ikke alene i forholdet til frihed, at den politiske inkonsistens demonstrerer sit overherredømme. Det er jo tankevækkende at sort arbejde alt overvejende kun er noget med bygningshåndværkere – i den politiske bevidsthed. Som advokat kender man da begrebet rødvinssager og mon ikke også revisorer har ydet lidt rådgivning af og til som vennetjenester. Og reklametegnere, tekstforfattere, gartnere, vognmænd osv. Hvorfor er det den pensionerede tømrer der skal betale skat af sin indsats for barnebarnets fritidshus – hvorfor skal den pensionerede skolelærer ikke betale skat af sin hjælp til barnebarnets skoleopgaver? For slet ikke at tale om 20 minutters daglig højtlæsning for naboens børn, hvis forældre kun kan arabisk?

Der tænkes – og her er det ok at det er sort

Spørgsmålet får så meget mere relevans, hvis man også inddrager den opfattelse, som forfægtes af nogen – at vi i Danmark ikke skal leve af vores produktion, men alene af vores idérigdom og evne til tænke. Så kan vi for alvor komme sort arbejde til livs, for så må man formode at alt andet end tankeløshed er skattepligtigt. Igen får politikere så en oplagt mulighed for at sno sig udenom skat her. Eller formodes det snarere at blive sådan, at hvor der foreligger blot det ringeste tegn på fysisk aktivitet - endsige hvor der er bare det mindste produktionsresultat, så er det netop den type gerning der er at betragte som arbejde og dermed skattepligtigt. Eller defineres det blot som arbejde i kraft af det kedsommelige skær af almindelig virkelighed der vil være over noget sådant? Nå, lige meget – vi skal nok komme til at betale – skat, afgift osv.. Alt imens vores ærede folkevalgte fornøjer sig med optakt til nye yderligere stramninger, regler og krav, hvor de minutiøst har sørget for lige akkurat selv at undslippe byrderne - nåe ja, Thors børnecheck klarer lige frisag …

DET BEDSTE ER DET GODES FJENDE - ELLER DEN AFRIKANSKE GEDEHYRDE

Mobiltelefoni – forudsætninger i Europa og i EU

Udviklingen af mobiltelefoni i Europa og i USA forløb i begyndelsen uden den store forskel, bortset fra en lille detalje – i Europa blev den drevet af de statsejede monopoler og i USA var det private virksomheder der stod for fornyelsen.

Det havde den umiddelbare konsekvens, at den europæiske satsning var målrettet, koncentreret og hurtigt kunne omsættes i eksport og arbejdspladser. Der var ingen overvejelser om forbrugernes retsstilling og beskyttelse – ud over hvad man følte var absolut nødvendigt. Og frem for alt var der ingen som helst tvivl om, at det var i samfundets interesse at samfundets eget teleselskab fik adgang til denne udvikling uden snærende bånd. Der var jo også hensynet til arbejdspladser og eksporten at varetage.

Der var således en enestående politisk konsensus om at udviklingen var rigtig og at der ikke var behov for supplerende regulering og lovgivning.

Afgørende forskelle i udviklingen

Modsat forløb det i USA. Der var man meget optaget af at der, med kun to udbydere, ikke måtte opstå monopoler, og at man måtte sikre slutbrugernes valgmuligheder osv.  Det førte til en række komplicerede konkurrenceretlige tiltag med opdeling af markedet og forsøg på at sikre balance mellem de to udbydere. Det udviklede sig så kompliceret og forretningsmæssigt umuligt, at udviklingen gik mere eller mindre i stå. Hermed kunne europæerne, med deres GSM teknologi gå i gang med at erobre verden. For her gjorde man sig ikke nogen som helst forestillinger om at monopolerne eller duopolerne var et problem.

Såkaldt fri konkurrence

Det har siden ændret sig – og inspireret og dikteret fra EU har man nu nationalt gjort en række tiltag for at sikre konkurrencen mellem udbyderne og brugernes rettigheder.

Der blev indført fri konkurrence, hvilket resulterede i billigere priser til forbrugerne. Desuden blev indført klassisk maximalpris-regulering. Det sidstnævnte har endnu aldrig nogen sinde ført til konkurrence. At fremhæve dette tiltag som et skridt frem mod konkurrenceprægede priser er enten tegn på en afgrundsdyb uvidenhed eller ønske om at fordreje kendsgerninger. Men som en fransk politiker engang sagde: Al fremskridt i det politiske liv baseres på forenklinger.

Men ser vi på resultatet af al den regulering og politiske vilje til at ville det bedste, så må vi desværre konstatere, at den europæiske mobilindustri ikke længere er førende. Nu er det en række tredjeverdens lande, der ikke alene har mere dynamik i udviklingen men også har overtaget meget af udstyrsproduktionen. Tyngdepunktet ligger således ikke længere i Europa. Det ser faktisk ud til, at vi har reguleret os ind i den fælde som USA gik i for nu mange år siden. Det kunne give anledning til at overveje om det langsigtet er i vores interesse at regulere så hårdt på rettigheder og priser som man ønsker fra politisk side.

Den afrikanske gedehyrde

Det understreges når man på en dansk telekonference hører en dansk politiker udtale sig om hvor vigtig mobiltelefoni er for udviklingen og hvor fantastisk det er at stå på en landevej i Afrika og via sin mobiltelefon kunne betale for en cola. Og hvor vigtigt det er, at vi Danmark også kommer med i den udvikling.  Således taler den ubefæstede sjæl. Realiteten er, at det system man bruger i de afrikanske lande er såre enkelt og simpelt. Det ville være på direkte kollisionskurs med et utal af regler i Danmark, hvor vi jo, baseret på EU-direktiv, har en omfattende og kompliceret lovgivning om betalingsmidler. Disse regler griber også dybt ind i sådanne mobil transaktioner – alt sammen for at sikre forbrugeren og beskytte mod misbrug og alle de andre gode politiske formål.


Se frem og se den tredje verden giver baghjul

Alt det ved den afrikanske gedehyrde intet om – men han ved, at hans overlevelse afhænger af at han passer på sine ejendele og sine penge. Derfor kan han sagtens sælge cola på et meget enklere og simplere system. Og derfor fungerer dette system fortræffeligt, for han må klare sig selv og har ikke politikere og meningsdannere til at slå ring om ham for at beskytte ham mod hans egen uforstand.

Derfor vil den tredje verden buldre frem. Og derfor vil de gamle økonomier stagnere. Og derfor vil bestræbelserne på at sikre den bedste beskyttelse af befolkningen mod deres egne handlinger, på sigt være det godes største fjende. For evnen til at kunne og ville tage ansvar for sig selv er drivkraften i al økonomisk udvikling. Og regulering skaber ikke dynamik men begrænsninger. Nogle reguleringer vil vi anse som nødvendige, men andre er ikke nødvendige – derimod er de behagelige, for de fritager for ansvar. Den luksus fungerer bare ikke for colasælgeren på landevejen i Afrika.


Jens Ottosen-Støtt

Læs om IT-Ret, Teleret og Telekommunikation her
Læs om Forbrugerret her

KONSULENTRAPPORTER - FANDENS BIBEL

Rapporters væsen

Så har vi igen set en rapport, denne gang udarbejdet på foranledning af virksomhedsledelsen hos DONG, hvorefter den er ophøjet til den højeste videnskab eller nedgraderet til den argeste vildledning – alt efter temperament og egen involvering. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, for det illustrerer klart, hvad der er en sådan rapports egentlige væsen. Den er nemlig i vid udstrækning et valg af synspunkter afvejet ud fra forfatterens/forfatternes tilvalgte og definerede værdinormer. Så en konsulentrapport om ledelsesforholdene i en virksomhed vil være et spejl af, hvilken konsulent man har valgt, hvilken tilgang denne har haft, og hvilket formål man har defineret.

Personlighedstest og virkeligheden

Det er med konsulentrapporter som med personlighedstest – man bliver grumme snydt af virkeligheden, hvis man tror, at det de fortæller hele sandheden eller bare den væsentligste del af den – men de kan være rigtig gode som udgangspunkt for en diskussion og en afklaring eller som oplæg til kreativ proces, en forandring eller en satsning.

Konsulentrapporters konklusionsgrundlag

Men tager man en tilfældig konsulentrapport og tillægger den en umiddelbar sandhedsværdi – så viser man skidt for megen ære. Der er bestillingsarbejder imellem, hvor resultatet er givet, ligesom der er dårlig kvalitet, der skaber utroværdighed om konklusionerne. I et konkret eksempel for nogle år tilbage var der et anerkendt konsulenthus, der skulle udvikle potentialet for en større virksomhed, og man valgte så Kjellerup Kommune som udgangspunkt for analysen. Det blev denne kommune fordi det også var den man benyttede til prognoser ved folketingsvalg, og det skyldtes at Kjellerup faktisk havde en række data som lå på linje med landsgennemsnittet. I den her omtalte sag var et væsentligt parameter i den forbindelse, antallet af kvadratmeter erhvervsbyggeri. Og det så også fint ud. Men hvad var det for erhvervsbyggeri? Ja, i et landdistrikt er der i rigt mål også lader og kornsiloer og sådant. Og hvis man vil undersøge markedet for visse mere sofistikerede services for erhverv, til beskyttelse af store værdier i virksomhederne, så var dette erhvervsbyggeri ikke just relevant. Og derfor var hele rapporten grundlæggende forkert i sin konklusion. Men opgaven var jo at finde et vækstpotentiale til bestilleren – og det fik han så. Men repræsentativt for udviklingsmuligheder i erhvervsbyggeri som sådant var det på ingen måde..

Uvildighed

Helt galt går det, når man så bestiller en undersøgelse af et konkret forhold – og efterfølgende vil diskutere om undersøgelsen er uvildig. Jeg har altid ment, at uvildig betød, at man var uafhængig af de involverede parter og deres interesser – ligesom en dommer skal være. Men hvis man bestiller nogen til, mod betaling at lave en undersøgelse af noget, der skal medvirke som grundlag for vurdering af hvordan man skal handle, så kan den undersøgelse være god eller dårlig eller midt imellem eller genial – men den kan aldrig være uvildig. Når man hyrer et advokatkontor til at undersøge, om det man har gjort er korrekt – efter at have rådført sig med dem – så er der ingen grund til overhovedet at bruge ordet uvildig. Men derfor kan resultatet sagtens være korrekt i sin vurdering.

Konklusionens værdi og rigtighed

Partsindlæg kan sagtens være rigtige i deres konklusion – det bygger vores retsvæsen på. Det er derfor netop vurderingen af, om indlægget er rigtigt, der kræver en uvildig bedømmelse. Dette sidste sagt til benefice for de medier, der syntes, at det var en nyhed, at advokatundersøgelsen i forbindelse med DONGs fyring af sin direktør ikke kunne betragtes som uvildig. Jeg fatter ikke, hvordan nogen kan forestille sig, at et indlæg, bestilt af den ene part, skulle kunne være uvildigt – men resultatet kan sagtens være rigtigt. Som en gammel kollega altid sagde: ” Er det for svært? Eller kan Du bare ikke finde ud af det?”

Jens Ottosen-Støtt

Læs om SELSKABSRET her
Læs om FORENINGSRET her
Læs om SPORTSRET her

POLITIKERENS INDRE PIRATFISK I KONFLIKT MED VILJEN TIL AT BEKÆMPE REGELJUNGLEN

Forårsrengøring

En stadig tilbagevendende begivenhed for danske politikere er et erklæret mål om at at rydde op i de alt for mange regler. Det skal være lettere at være dansker og bureaukratiet skal bekæmpes. Ja, der synes ingen ende på af den gode vilje når det gælder ord.

Lovgivning bliver mere internationalt orienteret

I praktisk handling er det imidlertid ikke en reform bevægelse der efterlader sig bemærkelsesværdigt synlige spor. Det kan skyldes mange ting – samfundet bliver til stadighed en mere kompliceret organisme og forsøgene på harmonisering i EU sammenhæng trækker i retning af øget regulering – også regulering i detaljer, som man tidligere undlod at beskrive fordi det var ikke nødvendigt eller fordi man havde en forestilling om, at det fulgte af sund fornuft. Men sund fornuft er ikke længere så afgørende. En internationalt orienteret lovgivnings tradition trænger sig på. Den er med udtalt hang til en meget ordrig regulering i de mindste detaljer.

Lovmæssigt krav på telefoni men ikke på vand

Det er for eksempel interessant, at der – som led i EU reguleringen af telemarkedet – er fastsat regler om forsyningspligt af taletelefoni. Dvs. at alle har et lovkrav på at få adgang til dette fra sin bopæl. Derimod er der ikke en tilsvarende lovfæstet forsyningspligt, når det gælder rent vand, som man alt andet lige må sige er nærmere at være en livsfornødenhed end telefoni. Tilsvarende er forbrugerreguleringen på telemarkedet meget mere detaljeret end på området for brugte biler, livsfornødenheder, elektricitet mv. Det er interessant, at medens telefoni har gennemreguleret hvilke oplysninger der skal fremgå af de udsendte regninger, så findes der intet herom vedrørende elektricitet. Og det selv om der har været mange historier fremme om elregningers totale uforståelighed.

Det politiske instinkt

Dette illustrerer vel det egentlige problem. At når der skal ske noget nyt så vågner de politiske instinkter og maser sig frem for fuld udblæsning. Så skal der tages hensyn til dette og hint. Hvad der før var uproblematisk skal nu reguleres uanset, at det slet ikke er i sammenhæng med hvad man i øvrigt gørpå andre lige så vigtige eller måske vigtigere områder. Dette, at der er en lejlighed, er i sig selv en grund til at lave nye regler.

Så er det at man, uanset alle de smukke ord om regelforenkling og om at gøre det nemmere at være borger osv., oplever at lovmaskinen kører op i omdrejninger og der produceres mængder af nye regler. Disse har alle det formål at gøre noget på nogle områder, hvor man synes det er nødvendigt. Det gælder områder som forbrugere, børn og unge , udsatte grupper, marginalområder i landet, miljøet og statens og kommunernes ret til at beskatte og styre udviklingen. På alle disse områder – fra småt til stort kan det aldrig gøres godt nok. Derfor er der reelt ingen politikere, der for alvor kan forestille sig færre regler – men gerne flere.

Så der er mange regler og love – og der kommer flere til, fordi regulering er indbygget i det politiske system. At få en politiker til, ikke blot at foreslå færre regler men, aktivt at afskaffe regler, er som at prøve at gøre en piratfisk til vegetar – det er muligt den intellektuelt forstår konceptet, men når der er kød i nærheden tager instinktet over.

Jens Ottosen-Støtt

Læs om FORBRUGERRET her